Borgerprojektfonden støtter projekter og møder, der bringer mennesker sammen på tværs af den dansk-tyske grænse. Målet er at styrke fællesskaber, skabe nye relationer og øge forståelsen for hinandens kultur, sprog og samfund.
Fonden giver økonomisk støtte til borgernære initiativer i Interreg-programområdet, som omfatter Region Syddanmark, Region Sjælland og den nordlige del af Schleswig-Holstein. Her kan foreninger, institutioner, organisationer og engagerede borgere få hjælp til at omsætte idéer til konkrete aktiviteter og samarbejder.
Uanset om det handler om kultur, uddannelse, natur, demokrati, fritid eller fællesskab, er det afgørende, at projekterne skaber møder mellem mennesker og bidrager til et stærkere dansk-tysk samarbejde.
Borgerprojektfonden råder i perioden 2023-2029 over mere end 28,6 mio. kr., som fordeles gennem tre støtteordninger:
- Borgerpuljen til større borgernære dansk-tyske projekter
- Netværkspuljen til møder, erfaringsudveksling og udvikling af nye samarbejder
- Transportpuljen til møder og aktiviteter for børn og unge på tværs af grænsen
Borgerprojektfonden er finansieret af Interreg Deutschland-Danmark og administreres af Regionskontor & Infocenter.