Strategisk satsning for at fremme det dansk-tyske kultursamarbejde i grænseregionen fortsætter
Partnerne bag Region Sønderjylland-Schleswig har indgået den fjerde Kulturaftale Sønderjylland-Schleswig, som løber frem mod slutningen af 2028. Kulturaftalen vil i de kommende fire år have fokus på kulturelle fællesskaber og trivsel på tværs af grænsen samt på demokrati og medborgerskab
René Andersen, formand for Kulturudvalg Sønderjylland-Schleswig samt for Kultur- og Fritidsudvalget i Tønder kommune siger:
“Det glæder mig at vi i fællesskab fortsat investerer i kulturudvikling på tværs af den dansk-tyske grænse. Indgåelsen af aftalen viser, hvor stærkt et sammenhold vi har her i grænseregionen. Jeg ser meget frem til at følge udviklingen i vores to indsatsområder, hvor vi sætter fokus på to højaktuelle samfundsudfordringer, nemlig trivselskrisen i befolkningen og aktiv demokratisk deltagelse.”
Læs hele aftaleteksten her.






Indsatsområde 1: Livskvalitet gennem kulturelle fællesskaber
Danske og tyske børn, der i fællesskab skaber kunstværker i naturen; musik, der giver livsglæde og samhørighed; idræt, der styrker fysisk velvære og sammenhold på tværs af grænsen – det er alt sammen aktiviteter, som gennemføres i regi af indsatsområdet ”Livskvalitet gennem kulturelle fællesskaber”. Via indsatsområdet skal der arbejdes med, hvordan livskvaliteten og livsglæden kan styrkes gennem kulturelle fællesskaber i grænseregionen.
Fyrtårn folkBaltica-Ensemble
Som del af indsatsområdet er der også blevet prioriteret fortsat støtte til folkBaltica-ensemblet. Ensemblet, der består af unge mellem 15 og 25 år, har eksisteret i mere end 10 år. Gennem årene er det blevet til et fyrtårn for det dansk-tyske kultursamarbejde og et helt unikt eksempel på, hvordan mennesker kan mødes på tværs af grænsen. I de næste fire år skal støtten blandt andet bidrage til et stærkere fokus på den regionale musikalske kulturarv samt et øget fokus på de unge musikeres trivsel.
Indsatsområde 2: På sporet af demokratiet
Et stærkt demokrati forudsætter, at borgerne engagerer sig aktivt og tager medansvar for fællesskabet. Derfor skal kulturaftalen arbejde med, hvordan kunst og kultur kan virke som motor for aktiv demokratisk deltagelse. I ”Demokratisaloner” arrangeret af biblioteker og andre kulturinstitutioner kan borgerne komme i dialog med hinanden om emner med relevans for begge sider af grænsen, og i dansk-tyske ”Demokraticamps” vil unge beskæftige sig kunstnerisk med samfundsrelevante spørgsmål.
Desuden vil elever fra begge sider af grænsen stille hinanden udfordringer på klimaområdet og komme med løsningsforslag i samarbejde med kunstnere. Aktiviteterne skal fremme forståelsen af demokrati som styreform og styrke deltagernes evne til både at udtrykke deres egne holdninger og forstå andres perspektiver, alt sammen med det formål at fremme aktiv demokratisk deltagelse.
Partnerskabet bag kulturaftalen
Kulturaftalen har siden 2013 arbejdet for kulturudvikling og kultursamarbejde på tværs af den dansk-tyske grænse. Borgere skal have mulighed for at opleve kultur gennem spændende og mangfoldige projekter. Mere om kulturaftalen på kulturfokus.dk. Indsatsområdet ”På sporet af demokratiet” forventes at blive gennemført med midler fra det danske kulturministerium.







